-
Ekspert kalder dronelukning af Københavns Lufthavn for »sikkerhedsbrist«
Source: BDK Borsnyt / 02 Feb 2025 04:24:07 America/Chicago
Fredag aften blev luftrummet over Københavns Lufthavn lukket i over en time efter observeret droneaktivitet. Ifølge militæranalytiker Rasmus Ross, der udtaler sig til TV 2, udgør hændelsen en alvorlig sikkerhedsbrist, der viser, at lufthavne mangler systemer til at registrere og nedbringe droner hurtigt. Det er det statsejede selskab Naviair, der styrer luftrummet omkring lufthavnen, og som tog beslutningen om nedlukningen og sidenhen genåbningen. Lørdag skrev Berlingske, at den ukrainske forsvarsminister Rustem Umerov var på et kort besøg i Danmark, netop da Københavns Lufthavn blev lukket ned, men det er ikke blevet bekræftet af myndighederne, hvorvidt der er en sammenhæng mellem besøget og droneaktiviteten. Umerovs fly – 01 Blue af typen Antonov AN-26 – lettede ifølge flightradar24 fra København kl. 23.58 og altså mellem 22.41 og 00.30, hvor Danmarks største lufthavn højest usædvanligt hverken kunne modtage eller lade fly lette. »At myndighederne ikke siger meget, er nok en indikator på, at det bliver taget meget alvorligt. Der er ikke bare tale om en fritidsdrone,« sagde Jacob Kaarsbo, der er selvstændig sikkerhedspolitisk rådgiver og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, lørdag til Berlingske. Lukningen af Københavns Lufthavn varede fra kl. 22.41 til kl. 00.17, hvor fly blev omdirigeret eller måtte cirkulere i luftrummet. Politiet efterforsker stadig sagen, men ingen personer er anholdt. Søndag ønskede vagthavende hos Københavns Politi ikke at kommentere den aktuelle efterforskning. Rasmus Ross, der underviser på Center for Luft- og Rumoperationer ved Forsvarsakademiet, påpegede lørdag overfor TV 2, at myndighedernes og lufthavnens reaktionstid er for lang, da droner kan udgøre en potentiel trussel på få minutter. Han foreslår en strammere regulering af dronebrug, bedre overvågning samt mulighed for lufthavne til selv at nedskyde eller neutralisere uønskede droner. Trafikstyrelsen understreger, at håndtering af droner ved kritisk infrastruktur er en prioritet i regeringens kommende dronestrategi. Kontorchef i Trafikstyrelsen Lars Korsholm sagde lørdag til TV 2, at et fokusområde i regeringens kommende dronestrategi bliver counter-drone-tiltag. Om counter-drone-tiltag står der i strategien: »Temaet har fokus på, at droner også risikerer at blive brugt til ulovlige handlinger, uanset at den slags handlinger ikke altid er bevidste. Arbejdet med temaet skal derfor afdække, hvordan man skal forholde sig til – og undgå – sådanne dronehændelser.« Københavns Lufthavn sagde lørdag til TV 2, at den har et godt samarbejde med myndighederne og er tryg ved den nuværende håndtering. https://www.berlingske.dk/indland/ekspert-kalder-dronelukning-af-koebenhavns-lufthavn-for-sikkerhedsbrist